Farvel – og på gensyn!

Tirsdag morgen

Så er vi hjemme
Tidligt tirsdag morgen ankommer vi til Kastrup, og turen er endegyldigt slut. Og dog. For godt nok er jeg ikke længere i Grønland rent fysisk – men det er jo lige det med også at få sjælen med hjem. Det eneste, jeg kan tænke på, mens jeg står ved bagagebåndet og venter på min kuffert, er, at jeg må tilbage til Grønland. Selv her i den halvsvedige stresssituation, hvor alle står trætte og intenst spejdende og venter på deres bagage, kan jeg så let som ingenting fremkalde fornemmelsen af Grønlands rene luft. Stilheden og roen. Ren sundhedseliksir… Jeg vender stærkt tilbage!

Sidste kapitel i bloggen
Denne blog er, som beskrevet i det første blogindlæg, lavet i perioden 3.-11. august, hvor jeg var med på Albatros-rejsen ”Krydstogt til Diskobugten og Isfjorden”. Derfor er bloggen nu som udgangspunkt slut, men der kommer yderligere et par små indlæg inden for de næste par dage. Jeg vil lige skynde mig at understrege, at bloggen IKKE er en fuldstændig og minutiøs gennemgang af alt, hvad der er sket og oplevet på turen. Tværtimod er det dagens udvalgte højdepunkter, som jég har oplevet dem.

For højdepunkter er der en masse, men skulle alt have været med, var bloggen blevet kilometerlang. Der var jo også alle hyggestunderne, de gode grin og de mange dejlige samtaler. Både på skibet. Og i land. Og så var der besøgene i de smukke, velholdte trækirker og mødet med brygmester Svend Vaa på Diskoøen. Han er ankermand i et nyt, stort schweizisk tiltag med at sælge grønlandsk kildevand. Som han begejstret siger: ”Jeg har arbejdet med vand de sidste 40 år. Og jeg har aldrig set så rent vand som her i Qeqertarsuaq.” Det grønlandske kildevand rammer formodentlig hylderne i september, og blandt andet er der særligt store forventninger til det amerikanske og asiatiske marked.

Og sådan kunne jeg blive ved. Men jeg stopper for denne gang.

Dag 8: Ekspedition til indlandsisen. Moskusbøffer på grillen

Kl. 6

Vi kaster anker i Kangerlussuaq
Det er tidlig morgen. I løbet af natten er vi sejlet igennem Kangerlussuaq, Søndre Strømfjord, og er nu tilbage, hvor vi startede for en uge siden: Cirka 12 kilometer fra fjordens udspring. Dette er så langt ind i fjorden, som skibet kan komme. Hver sommer fosser der store mængder smeltevand fra indlandsisen ned i fjorden – og hiver sand og silt med sig, som aflejrer sig i fjordbunden. En proces, der har stået på i 10.000 år.

Vi kaster anker – og sætter dermed punktum for selve krydstogtsdelen af rejsen. Men inden vi sætter os på Air Greenland-flyet hjem mod København i aften, skal vi på ekspedition til indlandsisen.














Info om Kangerlussuaq
Kangerlussuaq har cirka 550 indbyggere og er en atypisk grønlandsk by i mere end én forstand. Byen ligger inde i landet, ved fjordens udspring, mens de grønlandske byer / bygder ellers ligger ved kysten med direkte adgang til landets største arbejdsplads: havet!

Kangerlussuaq blev anlagt af amerikanerne i 1941 som base for det amerikanske luftvåben, og stadig i dag er Kangerlussuaq først og fremmest en lufthavnsby. Amerikanerne har dog været ude af billedet siden 1992, og i stedet er byen i dag et af Grønlands vigtigste knudepunkter for civil flytrafik. Men Kangerlussuaq bærer på mange måder stadig præg af sin fortid som base med militærbygninger, sendemaster med mere i selve byen og det omkringliggende landskab.

Morgen

Klar til afmønstring

Morgenmadsbuffet, madpakke-smøring, farvel til besætningen på skibet – og så ellers med zodiacs ind til land. Jeg er på ”eftermiddags-udflugtsholdet” og har derfor pitstop i Kangerlussuaq om formiddagen, hvor vi har hyggebase i Polar Lodge. Der er linet op med kaffe og småkager ad libitum. Og så er der sørme Wi-Fi, så jeg ender med at bruge formiddagen indenfor i cyberspace og på bloggen – i stedet for udenfor i naturen. Alt imens en del andre Albatrosser gør det eneste rigtige: Går lidt på opdagelse i byen. Besøger det lille bymuseum og nyder en moskusokse-pizza. Efter sigende har den tyrkiske pizzamand kun en uge tilbage af sit grønlandske pizzaeventyr. Om der står en anden klar til at tage over ved pizzaovnen i Kangerlussuaq, melder historien ikke noget om.

Eftermiddag
Det tusindårige isrige: besøg på indlandsisen
Der står hun. Anne, vores guide – og chauffør – ind til indlandsisen. Spores der lidt skeptiske blikke rundt omkring – særligt hos mændene? Hun ser jo ikke så gammel ud. Kan hun virkelig klare at køre bus? Og så tilmed de specialbyggede busser, der skal til for at kunne forcere vejstrækningen ud til indlandsisen? Det kan hun, skulle jeg så hilse og sige! Og det til UG i et landskab, som absolut må være lettere at tilbagelægge til fods end i et køretøj, for vejen ud til indlandsisen er noget af det meste bumpede grusvej, jeg nogensinde har oplevet. Bussen er til gengæld også noget af det mest affjedrede, jeg nogensinde har kørt i. Så vi hopper og danser på os igennem turen – permafrosten gør vejanlæg her til en helt særlig udfordring.

Men i det mindste eksisterer denne vej – for veje ind til indlandsisen hænger absolut ikke på træerne i Grønland. Dette er mig bekendt den eneste! Amerikanerne tog de første mange spadestik til vejen, og senere blev den udvidet med over 100 kilometer ind over indlandsisen af Volkswagen, som i en årrække testkørte deres biler her fra indlandsisens såkaldte punkt 660. I dag er testkørslen flyttet til Lapland. Den smeltende indlandsis har nemlig betydet, at det ikke længere er muligt at køre direkte fra vejen ind på indlandsisen.

Det ser vi ved selvsyn, da vi efter polarørken, fjelde, masser af Kangerlussuaqs karakteristiske saltsøer, moskusokser og rensdyr er fremme ved indlandsisen. Eller det vil sige: Så tæt på isen, vi kan komme. Det sidste, lille stykke vej skal nemlig tages på gåben. Indlandsisen har gennem de sidste 7-8 år trukket sig rigtig mange meter tilbage her ved punkt 660 og har i processen blottet en fascinerende rodebutik af et morænelandskab, som mest af alt ligner en kæmpe grusgrav. Bakker. Sten. Sand. Og jord. Og ret fremme – som et stort, nopret bagtæppe til morænelandskabet – ligger så den famøse indlandsis.

Jeg føler mig nærmest helt andægtig, da jeg forsigtigt træder ud på isen. Det er stort at være her. Tanken om dimensionerne af dette kæmpemæssige grønlandske isskjold, der fortsætter i det uendelige mod øst, nord og syd føles fuldstændig uvirkeligt.

På en solskinsdag som i dag tager isen sig jo ganske tilforladelig ud – gad vide, hvordan her er om vinteren?

Aften

Moskus og ørred på grillen
Vi har bumpet os vej tilbage til Polar Lodge, hvor de er klar med grønlandsk barbecue. Der er fjeldørred og moskusbøffer på grillen. Og rødvin, øl – eller vand – til at skylle det ned med. Vi bliver bænket i et stort pavillontelt og nyder det sidste, grønlandske måltid – i hvert fald for denne gang. Har de sidste par dage gået og drømt om at komme herop til vinter for at få prøve hele vinterpakken med hundeslæde, nordlys, is og sne i store mængder. Vi får se…

Kl. 20:25
Vi letter…

Dag 7. Bygden Sarfannguit. Solskin om bord. Afskedsmiddag

Så er vi nået til sidste dag om bord på Ocean Nova. Efter gårsdagens store iseventyr byder dagen i dag på bygdebesøg og ellers hygge og afslapning om bord. Vejret er stadig med os: sol fra en skyfri himmel. Vi er godt forkælede – også hvad det angår.

Formiddag
Bygdebesøg: Sarfannguit
Vi er tilbage i området omkring Sisimiut og skal besøge den lille bygd Sarfannguit, der ligger på en lille klippeø. Vi sejler med zodiacs derud. Bygden har cirka 110 indbyggere – men det er ikke mange af dem, vi møder i dag i den lille, bakkede bygd, hvor de farvestrålende træhuse smyger sig op af klippeskråningen – postkort-smukt i det klare sollys!

Byens fangere er af sted på rensdyrjagt. Sæsonen er kort, så der skal jages, mens tid er: 1. august til midt i september.

På trods af Sarfannguits lille størrelse, har der været pænt med opmærksomhed omkring bygden – også uden for Grønlands grænser. I 2006 startede DTU et projekt med vedvarende energi i bygden, som nu står for at skulle have en vindmølle og et vandkraftværk.

I morgen starter bygdens børn i skolen igen efter sommerferien. Der er kun én elev, som har første skoledag i år – og altså starter i første klasse i morgen. Men hun bliver nu ikke alene i sin klasse af den grund. Der er i alt 18 elever på skolen, og i hver klasse samkøres tre klassetrin.

Jeg tager en lille gåtur rundt i bygdens stejle gader – og fortsætter opad og ud af bygden og finder et lille roligt ”hjørne” på en klippesten med udsigt ned over byen, vandet og klippekysten ovre på fastlandet. Øen er nærmest dækket af et kæmpe væg-til-væg-tæppe af blåbær- og sortebærbuske. Og der er masser af stilhed. Storhed. Skønhed. Og ren luft. Hvordan mon det bliver at komme tilbage som cyklist i København?

Tilbage på skibet. Kl. 18:00
Drink med kaptajnen, afskedsmiddag og minikoncert
Stemningen er lidt højtidelig på skibet her i aften. Det pæne tøj er fundet frem – og vi mødes alle kl. 18 dæk fem i Panorama-lounge, skibets hyggested.

Skipper, kaptajn Kalle, står klar til en champagneskål – og er med garanti aftenens mest fotograferede mand. På sin stille og kyndige facon takker han for en god tur.

Også under middagen i restauranten er stemningen intens. Der bliver grinet og skålet ved bordene. Alle synes at være faldet godt i hak med hinanden – mon ikke der er blevet knyttet en del nye venskaber undervejs? Rejselederne takker hinanden, os – og ikke mindst skibets personale, der nu i en uge har knoklet, smilet og serviceret. Serveringspersonalet kvitterer med en rørende, lille afskedssang.

Lidt senere kommer kokke, tjenere og kahytspersonale ind i parade med aftenens dessert – iskage – på store sølvfade og med grønlandske flag i. De bliver præsenteret én for én – og der bliver klappet til den store guldmedalje.

Aftenen runder vi af i Panorama Lounge, hvor den indiske bartender, som også er tjener i restauranten, på opfordring fra flere af gæsterne igen i aften giver en lille koncert. (Jeg gik glip af den første). Og det er skam ikke bare for sjov, han stiller sig op med mikrofonen, for når han ikke sejler med Ocean Nova, ernærer han sig som sanger på fem-stjernede hoteller i Goa, Indien. Så sådan går det til, at vi med udsigt til Søndre Strømfjords snedækkede bjergtinder er til minikoncert med en ægte, indisk crooner. Rundt omkring bliver der budt op til dans – og selv jeg når en enkelt svingom inden sengetid.

I morgen er vi tilbage i Kangerlussuaq – og skal flyve herfra sidst på aftenen. Dagen kommer til at stå på tur til indlandsisen og barbecue i det fri.

Dag 6. Isfjorden, helikoptertur og syngende is

Morgen i Diskobugten
Isfjeldenes hovedstad
Vi er stadig i Ilulissat, Knud Rasmussens by, som vi ankom til i aftes – og hvor vi straks fik en forsmag på det, dagen i dag kommer til at handle om: Ilulissats verdensberømte, gigantiske isfjelde.

Store som supertankere og gigantiske højhuse – i det ene mere fantastiske og fantasifulde ”design” efter det andet – ligger de enorme isfjelde på rad og række lige inden indsejlingen til byen – netop der, hvor mundingen ligger til den 50 kilometer lange isfjord, Kangia, som siden 2004 har været på UNESCO’s liste over verdens naturarv.

Isfjeldene, som ligger til parade her ved fjordmundingen, er blot toppen af isbjerget, så at sige, på den 50 kilometer lange kø af isfjelde og isskosser, der strækker sig hele vejen fra fjordens i
Indre og herud til Diskobugten.
I bunden af Isfjorden ligger nemlig intet mindre end den nordlige halvkugles mest aktive gletsjer og største ”isfjeldsfabrik”: Sermeq Kujalleq, også kaldet Ilulissat Isbræ. Gletsjeren bevæger sig pt. 35-40 meter i døgnet – og kælver altså dagligt ufattelige mængder indlandsis. For det er intet mindre end indlandsisen, der presser på indefra – og nu ender som skulpturelle isfjelde på vandring.

Sermeq Kujalleq har længe haft ikke blot beundrendes turisters og UNESCO’s opmærksomhed. Gletsjeren er også en af hovedpersonerne i den hotte debat om drivhuseffekten og den smeltende indlandsis, da gletsjerfronten på få år har trukket sig mange kilometer tilbage. Drivhuseffekt? Naturlig cyklus? Eksperterne er ikke enige.

Morgen
I helikopter over Isfjorden
Kan højdeskræk og en helikoptertur hen over Isfjorden mon forenes? Ja, bliver jeg enig med mig selv om. Det her vil jeg simpelthen ikke gå glip af! Så jeg er med på listen, da der i dag skal flyves i helikopter hen over Isfjorden og ud til fronten af Sermeq Kujalleq-gletsjeren og indlandsisen, hvor der er afsat tid til at nyde landskabet, inden vi igen flyver tilbage til Ilulissat.

Vi flyver i en Sikorsky S61 fra 1975 med kapacitet til 24 passagerer. I en højde af cirka 300 meter følger vi Isfjorden, der skarpt kiler sig ind mellem de brunlige bjerge. Her fra helikopteren fornemmer man tydeligt den tætte trafik gennem Isfjorden, hvor ét stort, tykt, hvidt bælte af isfjelde og -skosser er på vej ud til fjordmundingen – og herfra flyder videre nordover gennem Diskobugten.

Set fra fugleperspektiv her i helikopteren står isen i skarp kontrast til de omgivende, brune bjerge, der nærmest har ”bløde former” og udstråler en vis form for varme. Men nede i fjorden ser der ikke ud til at være meget andet end iskold kølighed og skarpe kanter at hente. Det ser skræmmende ud – men samtidig også dybt fascinerende og rørende smukt.

Vi er fremme ved gletsjeren efter cirka 20 minutters flyvning. Og herude ”in the middle of nowhere”, står der sørme en guide parat i selvsamme øjeblik, vi lander. Dette er hans sommerferiejob – han bor i telt herude mutters alene og har så dagligt et par helikoptere, der kigger forbi med gæster. Gad vide, hvad han laver, når han ikke har folk på besøg? Bliver det mon aldrig kedeligt, tænker jeg jo straks, bymenneske som jeg er. ”Jeg keder mig kun på den gode måde,” griner han. ”Når der ikke er gæster herude, læser eller vandrer jeg eller ser på dyrene.”

Vi flyver tilbage – og lader guiden få fred, ro og gletsjeren for sig selv igen.

Øjebliksbillede – middagstid
Is giver trafikprop i Ilulissats havn
Adskillige isskosser har fundet vej ind i Ilulissats lille naturhavn og ligger nu nærmest og blokerer for passage ind til det inderste havnebassin. Men hvor der er vilje, er der som bekendt vej, så skipper efter skipper på de små fiskerbåde trodser den manglende plads til at passere – og får sig lige nøjagtigt klemt igennem med noget, der ligner én millimeter til bolværket på den ene side, og én millimeter til isskossen på den anden. Her er det til enhver tid naturen, der styrer dagens – og livets – gang, men derfor kan man jo godt presse på for at få sin vilje…

Eftermiddag
Sejlads ved Isfjorden
Is is is! I en mindre båd sejler vi ud til det alleryderste af Isfjorden – og ind mellem de gigantstore isfjelde. Ikke for tæt på, naturligvis – der er til enhver tid risiko for, at der pludselig falder stykker af.
Dette er det mest surrealistiske og fantastiske landskab, jeg nogensinde har set! I alle retninger er der isfjelde – nogle glinser i solen, andre er mere matte. Nogle er med takker, spir og huller. Andre blot regulære blokke. Men alle som én er de super smukke!

På et tidspunkt lægger skipper sig helt tæt op ad en isskosse – og den synger… Små sprudlende boblelyde pibler ud af isen – det lyder lidt som champagne, der bobler i sit glas.
Den komprimerede indlandsis er fyldt med bittesmå lufthuller, og det er dem, der giver lyd fra sig. Flere sidder på båden med lukkede øjne og nyder lyden af den syngende, mange tusinde år gamle indlandsis. En lille, meditativ stund midt i Isfjorden, inden vi forlader dette is-univers og bliver sejlet tilbage til Ocean Nova, hvor kaptajnen kort tid efter får os manøvreret ud af den lille havn. Her er der absolut ikke er plads til de store armbevægelser. Og vi passerer igen de smukke isfjelde ved Isfjordens munding.

Aften
Endnu flere hvaler!
Så er der hvaler igen… Denne gang er det pukkelhvalen, som danser lidt for os. Og kan man andet end at blive dybt betaget af dette smukke dyr, som graciøst runder af med at svinge sin smukke, karakteristiske hale op over vandet? Vi er høje på hvaler om bord!

Sen aften
Cola med syngende isterninger
I går fiskede et par af sømændene en klump indlandsis ind, som skulle bruges til isterninger om aftenen. En whisky med en indlandsis-isterning er vist nærmest et must under et Grønlandsbesøg. Jeg missede det, og i stedet runder jeg aftenen i dag af med en cola – med et par syngende isterninger i. Og så sidder jeg ellers der en times tid med glasset op til øret og nyder sangen fra indlandsisen.

Dag 5. Eqip Sermia-gletsjeren og barbeque på dækket

Formiddag på skibet
Mon vi ser gletsjeren kælve?
Efter en noget senere morgen end de øvrige dage – først morgenmad klokken 8! – nærmer vi os ved 10-tiden gletsjeren Eqip Sermia, et af Grønlands helt store naturfænomener, der ligger i den nordøstlige del af Diskobugten. Som vi langsomt nærmer os gletsjeren, ligner den mest af alt en kæmpestor, hvid marengs med lidt chokoladedrys på toppen, men efterhånden som vi kommer tættere på, og lægger os cirka 500 meter fra gletsjerfronten – må jeg indrømme, at jeg mangler ord til at beskrive denne gigantiske, imponerende gletsjer, hvor isen her ved gletsjerfronten er op til 100 meter høj.

Vi skal ligge her i første parket til gletsjeren de næste tre timer, og øverst på ønskesedlen står selvfølgelig at se gletsjeren kælve. For vi befinder os her ved en ud af mange ”sidste stationer” for indlandsisen. Presset indefra vil på et eller andet tidspunkt få gletsjeren til at kælve – og større eller mindre blokke af is knække af.

Der er store, synlige sprækker og revner i gletsjer-isen overalt her ved fronten. Adskillige steder ser det ud til, at det mere er et spørgsmål om minutter end om dage, inden der sker noget. Med jævne mellemrum lyder der intens og voldsom torden-lignende buldren oppe fra gletsjeren – isen arbejder og skubber indefra, og det går bestemt ikke stille af sig.

Om bord på skibet står alle spændt lænet ud over rælingen – klar med kamera og video, så en eventuel kælvning kan blive foreviget. Og det er med at have is i maven og overblik, for gletsjerfronten er bred – det handler om at spejde frem og tilbage og så håbe på, at blikket er på rette sted, når og hvis der sker noget. Og det gør der heldigvis! Flere gange ser vi gletsjeren kælve et par pænt store stykker af og sætte gang i en kæde af bølger i det ellers så stille vand, hvilket får skibet til at vugge blidt. Bølgegang har der ellers ikke været meget af på denne tur, hvor der flere dage nærmest har været havblik.

Og så er der barbeque!
"Ja, frokost i det grønne kan man vist ikke kalde det,” som en kom hen og sagde til mig. Næ, vi holder skam ”frokost i det hvide”! For mens vi ligger foran Eqip Sermia-gletsjeren bliver der linet op med barbeque på dækket. Kokken griller løs i den store olietønde-grill, og der bliver nu spist og spejdet på samme tid. Smuk oplevelse og heldet er stadigvæk med os: Sol og blå himmel!

Ved 17-tiden
Vi ankommer til Ilulissat, isbjergenes hovedstad
Dette er byen, hvor navnkundige Knud Rasmussen boede. Og hvor Grønlands største produktion af isbjerge finder sted inderst inde i den 65 kilometer dybe Isfjord, som er på UNESCO’s liste over verdens naturarv.

Mere følger om Ilulissat i næste blogindlæg.

Dag 4. Julemandens hus, hvaler og bygde-besøg

Cirka kl. 8
Vi ankommer til Uummanaq

Med det karakteristiske 1.175 meter høje, hjerteformede fjeld som et dramatisk bagtæppe til byen, ligger Uummanaq på en 12 km2 stor ø. Vi befinder os 500 kilometer nord for Polarcirklen, og allerede her fra morgenstunden skinner solen fra en skyfri himmel – hvilket den gør ganske ofte her i Uummanaq, der kaldes ”Grønlands Riviera”. Den eneste måde at komme til Uummanaq på er per helikopter eller båd.

Morgenvandring:
Besøg ved julemandens hus
Nissebanden slog sidst i 80’erne én gang for alle fast, at julemanden bor i Grønland og ikke i hverken Finland, Canada – eller hvor der nu bliver gjort krav på hans tilhørsforhold. Og sørme, om ikke julemandens hus ligger netop her i Uummanaq. Hvorvidt han altid har boet i Uummanaq-området melder historien intet om, men det har han i hvert fald gjort siden 1989, hvor DR sendte Nissebanden til Grønland – og gav julemanden et lille hus for foden af Hjertefjeldet. Og her ligger det stadig.

Sammen med Helle, vores vandre- og naturglade rejseleder, er der umiddelbart efter ankomst til Uummanaq tilbud om at tage med på en vandretur til julemandens hus – en tur på knap tre timer frem og tilbage. Selvom gårsdagens vandretur formodentligt har givet lidt tunge ben rundt omkring – det har det i hvert fald hos mig – er der en del som tager udfordringen op i det lettere kuperede klippelandskab omkring det smukke, hjerteformede Uummanaq-fjeld.

Da vi når frem, er julemanden desværre ikke hjemme…

Kl. 11:30:
Frokost på Hotel Uummanaq
Med vue ud over den hyggelige havn i Uummanaq, hvor vores skib ligger side om side med motorbåde, fiskekuttere og et mini-isfjeld, der har forvildet sig ind i havneområdet, nyder vi en ”alt godt fra havet”-frokost på Hotel Uummanaq. Ahhh ­– roen sænker sig i krop og ben efter traveturen. Solen står direkte ned på den restaurantens store terrasse, hvor mange sidder og nyder varmen – og jeg får efter maden snuppet mig den kop kaffe, som jeg ellers havde regnet mig at blive budt på af julemanden…

Først på eftermiddagen:
Hval(er) i sigte!
Vi er netop sejlet ud af havnen i Uummanaq, og en del af os står på udkigsplateauet på øverste dæk med en kop kaffe i den ene hånd, kikkerten i den anden – og kamera om halsen. Man ved jo aldrig, hvad der kommer forbi – og øverst på den fælles ønskeseddel står hvaler – hverken mere eller mindre…! I de tidlige morgentimer er der godt nok blevet set nogle hvaler, men vi vil have mere! Pludselig er der én, som spotter en hval i sin kikkert, og Helle, rejselederen, styrter ned på broen og annoncerer det i højttaleranlægget. ”Hval klokken 11,” lyder det entusiastisk. For at andre hurtigt kan finde hvalens position, angiver man det fra klokken 1-12 i forhold til skibets sejlretning, hvor klokken 12 er ret fremme for skibet. Vi spotter – alle er nu kommet ud på dækket. Er den der mon stadig? Jo, pludselig puster den blåst op, så kommer den mørke ryg og rygfinnen, som er forholdsvis lille. Det er en finhval, vurderer de hvalkyndige rejseledere. Verdens næststørste hval – efter blåhvalen. Den skyder sig op af vandet flere gange, og begejstringen er stor på skibet. Der bliver filmet, taget billeder – akkompagneret af spontane begejstringsudbrud. At se hvalen boltre sig i vandet giver gåsehud – hvor heldig har man lov at være at opleve dette enorme dyr på så tæt hold?

Det skal vise sig, at dette absolut ikke bliver dagens sidste hval. Vi har hval-held om bord og ser dagen igennem flere finhvaler samt vågehvaler, den såkaldte sildepisker.

Midt på eftermiddagen:
Varm chokolade på dækket
”Så er der varm chokolade med is på dæk fem, agter. Kom og vær med til at kigge efter hvaler,” annoncerer René, skibets danske purser, pludselig ved 15-tiden over højttaleranlægget. Og det er absolut ikke et tilbud, han behøver at lokke med to gange. Uhmmm – varm chokolade i det fri, på hvaljagt i isfjeldsterrænet. Lige præcis mens chokoladedrikningen finder sted bliver der nu ikke spottet hvaler – men hyggeligt er det. Der er forbløffende varmt på dækket, hvor der herude agter er læ. Mange sætter sig og slikker lidt sol. Flere har gennem de sidste par dage fået røde næser og kinder – solen brænder igennem på disse kanter, og solcreme med høj faktor er en nødvendighed.

Sidst på eftermiddagen:

Besøg i lille fiskerbygd
Det ser ud til, at de fleste af de 62 indbyggere i fiskerbygden Niaqornat er dukket op på den lille strand foran bygden for at være med til at tage imod os. Nogle af dem har deres smukke, grønlandske nationaldragter på – blandt andet flere af børnene. Vi ligger for anker ud for Niaqornat, hvor vi skal på besøg, og sejler ind holdvis i zodiacs. Efter hvad jeg lige hurtigt når at tælle fra zodiac’en, er der ikke meget mere end 30 huse på den lille landtange ud i havet, hvor byen ligger. Selvom bygden altså blot tæller 62 personer, så viser det sig, at der som udgangspunkt ikke mangler noget, hvad faciliteter angår: Der er en lille butik, en kirke (men dog ingen præst), en sygeplejestation, et fælleshus, hvor man kan holde fest – eller vaske tøj – samt en skole, der går op til 9. klasse. Der er ni elever på skolen. Og to lærere.

De fleste af mændene i byen er fiskere eller fangere. Men tiderne her i Niaqornat er ikke, som de hár været. Der er indført kvoter på blandt andet hvalros, isbjørn, sildepisker og forskellige fugle. Og byens fiskefabrik lukkede for fem år siden – det var ikke rentabelt at holde den kørende, så i dag må byens mænd sejle de 70 kilometer til Uummanaq for at sælge deres fangst på fiskefabrikken der.

Indbyggertallet er for nedadgående – flere unge har valgt at søge væk herfra. Men ikke den 36-årige "lokalguide", som jeg går lidt rundt i bygden med. Han har tværtimod taget turen den modsatte vej og er tilflytter fra Nuuk. Han flyttede til Niaqornat for fem år siden, da han blev kærester med en pige herfra, som han havde mødt på internettet, fortæller han. Internetforbindelse i sådan en lille bygd? ”Ja, selvfølgelig” svarer han.

Han er ét ud af fem bestyrelsesmedlemmer i "Niaq Turism", Niaqornats lille turistråd, som bygden har stablet på benene for at kunne servicere sådan nogle som os - krydstogtturister - og samarbejdet med Albatros har nu fungeret i et par år.

Vi går en tur op til bygdens kirkegård, der ligger på en bakketop med den smukkeste udsigt ud over havet. Ifølge grønlandsk tradition skal udsigten for de døde være mindst lige så smuk som den, man kan nyde i levende live, og det lever denne lille kirkegård til fulde op til.

Undervejs, mens vi går, fortæller han om sit liv i bygden. Jeg er nysgerrig på, hvordan det mon har været for ham at flytte fra hovedstaden Nuuk til så lille et sted som her? Hvad har været den største omvæltning? ”Lyset,” svarer han og fortsætter: ”I Nuuk står solen op og går ned hver eneste dag. Her har vi flere måneder om vinteren, hvor vi ikke ser solen.” Det lader til, at han nu har det som en fisk i vandet her i Niaqornat, hvor han arbejder som renovationsarbejder.
Det bliver spændende at følge med i, hvordan tingene kommer til at forme sig for bygden. Bliver der mon ved med at være fyldt med hylende slædehunde? Og fangstredskaber foran husene? Vinterforråd på træstativerne uden for de små huse i form af blandt andet tørret hellefisk, sæl og grønlandshaj? Samt skind fra isbjørnehoveder, der hænger til tørre på tørresnorene? For det er de øjebliksbilleder, vi får med os her i dag, hvor bygden har slået dørene op for os – og ikke blot byder på kaffe og kage på stranden, men også på en ekstremt stor gæstfrihed og hjertevarme. Meget rørende oplevelse at være på besøg her i Niaqornat!

Fra kylling til viking
En halv time inden vi skal tilbage til skibet, beslutter jeg mig alligevel for at gøre det, som jeg i går sneg mig udenom: Jeg hopper i badetøjet og i det kolde, arktiske vand! Sammen med to andre ”albatrosser”, Poul Erik og rejseleder Jonatan, bader jeg ved den lille strand i Niaqornat. Eller ”bader” er vel i virkeligheden så meget sagt – for jeg er blot hurtigt nede og dyppe og så ellers op igen. Skrigende! For oplevelsen kan beskrives meget kort: iskoldt! Men også fantastisk, forfriskende – og måske vanedannende? Det vil vise sige, om dette bliver startskuddet til vinterbadning, for mon ikke sommerbadning i Grønland matcher dansk vinterbadning meget godt? Vandet er maksimum fem grader, og folk fra bygden står på sidelinjen – sammen med en stor del af ”albatrosserne” – og griner forundret over vores bade-eksperiment. Eller måske griner de i virkeligheden mest af alt af det samme, som jeg forsøger lige præcis at lade være med at grine af: Jonatans skriggule, brasilienske badebukser. Et fantastisk syn her midt i det storladne, grønlandske landskab. Med disse selvlysende badebukser på er der i hvert fald ingen fare for at blive taget for at være hverken sæl, hval eller hvalros…

Godnat fra det arktiske – kroppen summer stadig skønt efter det kolde gys.

Jonatan og Poul Erik i vandet

Dag 3: Isfjelde, kaffemik og vandretur langs kysten

Tidlig morgen:
Elegante isfjelde

Så kom de – isfjeldene! Store, små og midtimellem ligger de som kunstfærdigt udformede isskulpturer i Diskobugten og glimter i den tidlige morgensol. I dag er vi ikke stået op til tåge, men til en klar, klar blå himmel. Vi nærmer os Diskoøen, og foran os troner øens markante, mørke basaltfjelde op mod morgenhimlen – stejle og helt flade på toppen.

Ved 8-tiden anløber vi havnen i Qeqertarsuaq (Godhavn), den eneste by på Diskoøen. (Derudover er der bygden Kangerluk). Qeqertarsuaq blev grundlagt som hvalfangerstation i 1773 – i dag er det en by med cirka 1.000 indbyggere.

Der er pænt med aktivitet i den lille havn her fra morgenstunden. Vi er ventet – og ikke blot af havnefogeden. Hele byen er helt med på, hvornår næste skib med Albatros-gæster kommer. Der er i dag få faste skibsforbindelser fra fastlandet og ud til øen, hvilket er gået hårdt ud over turismen. Vi er derfor mere end velkomne, og på formiddagsprogrammet står blandt andet en ægte grønlandsk kaffemik hos forskellige, lokale familier.

Formiddag:
Til kaffemik hos Ane
Ane er enke, 65 år gammel og bor i et hus lige ned til vandet. Fra sin stue har hun første parket til havnen og det store Lyngmarksfjeld i baggrunden. Og det samme gør sig gældende fra køkkenet – også her er der hav- og havneudsigt.

I stuen er der fint dækket op – og to store lagkager lokker midt på bordet. Kaffen brygger, da vi ankommer, og da vi har fået os sat ved bordet, småsnakker vi lidt og venter ellers høfligt på et ”værsgo” fra vores kaffemik-værtinde, som til gengæld synes at være lidt forundret over, at vi ikke blot langer til – og til sidst siger: ”Jamen, skal I da ikke have noget?” Og jo – selvom det ikke er længe siden, den stod på stor morgenmadsbuffet på skibet – hvem kan så sige nej til hjemmelavet lagkage med fyld af friskplukkede sortebær?

Ane hygger om os, og efter kaffen bliver vi inviteret med ind i de to tilstødende stuer. Her har hun i dagens anledning lagt to smukke, grønlandske festdragter frem. Nogle spørger hende, om hun selv har syet dem? Ane skraldgriner og svarer, at hun slet ikke har tålmodighed til at sidde med sådan noget nussearbejde. Dragterne har hendes mor syet i sin tid. Ane er til langt mere fart og aktion end husflid – i mange år har hun kørt hundeslæde, men da hendes mand døde, måtte hun skille sig af med hundene, da det blev for stort et arbejde for hende at stå for dem alene. Til gengæld er hun formand for den lokale hundeslædeforening, fortæller hun entusiastisk. Vi er på besøg hos Ane cirka 1 ½ time. Nu skal vi ud og gå lagkage-kalorierne af i fjeldet!

Hvad er kaffemik?
Kaffemik er en traditionel, grønlandsk kom-sammen – en slags åbent hus – hvor der bliver budt på kaffe og kage. Typisk finder en kaffemik sted i forbindelse med større begivenheder som for eksempel dåb, konfirmation og helligdage – eller for at fejre, når sønnen i huset har nedlagt sin første sæl.

Middagstid:

Vandretur langs kysten
Vi er gået fra borde til morgen med vores egne, hjemmelavede madpakker i rygsækkene, for efter kaffemikken er der mulighed for at tage på vandretur i fjeldet sammen med de to rejseledere, Helle og Jonatan. Helle står for en tur af den lidt mere strabadserende slags på cirka fire timer frem og tilbage til Kuannit øst for byen, et sted, der er kendt for sine høje søjlebasalter. Jonatan tilbyder en lidt kortere tur – med mulighed for at bade – i havet! Lidt uden for byen ligger der en lille strand med sort vulkansand – vandet er blot fem grader. Mon ikke den temperatur er mere egnet for isfjelde end for mennesker? Jeg tror, jeg snupper den lange vandretur...!

Vi går øst ud af byen, og da vi når den første lille stigning i landskabet, viser det sig hurtigt, at lag-på-lag-princippet, som man jo praktiserer på vandreture, i dag kun handler om én ting: Hurtigst muligt at få nogle lag tøj af. For der er varmt! Solen bager, og det er absolut ikke nødvendigt med hverken fleece eller vindtæt jakke. Gad vide, om der overhovedet bliver brug for de ”lange uldne” på rejsen?Vores vandretur går langs kysten, og vi spejder alle ihærdigt ud over vandet. Der er ufatteligt smukt her.

Som kæmpestore isterninger ligger isfjeld efter isfjeld langs kysten og har en nærmest magisk og dragende effekt – for det er svært at lade være med at stirre på dem. Men der er også en ting mere i spil – det var absolut ikke tilfældigt, at der blev grundlagt en hvalfangerstation netop her på Diskoøen. Diskobugten har været – og er – velbesøgt af hvaler, så derfor spejder vi ekstra håbefuldt ud over vandet.

Vi ser nu ikke nogen hvaler på dagens vandretur. Men det ødelægger absolut ikke humøret. Vi befinder vi os midt i et storslået smukt og sansemættet landskab: På vores højre side har vi havet og isbjergene. På vores venstre side granit- og basaltfjelde – henholdsvis 1,8 milliarder og 60 millioner år gamle. Og under os har vi et velduftende – nærmeste krydret – tykt tæppe af blandt andet mos, polarpil og polarbirk, og det føles visse steder nærmest som at gå på en hoppepude. Efter cirka 1 ½ time er vi fremme ved målet: De høje, karakteristiske søjlebasalter, som ligger lige ude til vandet ved en smuk lagune, hvor det mørke vand går over i en lys, azurblå nuance. Et perfekt sted at holde vores lille fjeld-picnic, inden vi hver i eget tempo finder tilbage mod byen igen.

I skrivende stund – tæt på midnat:
Magisk midnatsudsigt fra kahytten
Klokken nærmer sig midnat. Jeg er ved at runde dagens blogindlæg af og sidder ved skrivebordet i min kahyt. Og det er absolut ikke det værste sted at være lige nu! Vi er på vej vest rundt om Diskoøen, og her fra kahytten er der prima udsigt til det rå og dramatiske kystlandskab.

Med jævne mellemrum passerer vi gigantiske isfjelde – vi er lige sejlet forbi et, der nærmest så ud til at være strøet med et tykt lag flormelis på toppen. Bortset fra at lyset er mindre intenst end i morges, er der lige så lyst udenfor, som da jeg stod op – takket være vores position nord for Polarcirklen. Men nu er det sengetid – skal tidligt op i morgen for at nyde indsejlingen til Uummannaq.

Dag 2 – del 2. Hvalspæk, grønlændervendinger og slædehunde

Formiddag:
En tur på brættet – rensdyrkød og hvalspæk

”Vi har et sortiment på 83 forskellige slags kød og fisk,” fortæller den travle ekspedient på ”brættet”, det lokale marked, hvor fangere, fiskere og jægere sælger dagens fangst og bytte. Jagtsæsonen for rensdyr er – ligesom for moskusokse – netop gået ind her den 1. august, og der lader til at være rift om det delikate rensdyrkød. En lokal kvinde køber en kæmpe rensdyrkølle, der ser ud til at have kød nok til langt mere end én gang aftensmad for familien. 500 kr. bliver det. Kiloprisen er 80 kr. Uden for sæsonen kan kødet fås på frost til billigere priser, fortæller ekspedienten, men de friske varer er i høj kurs.

Midt i lokalet er der et par kasser med hvalspæk – mattak – den grønlandske variant af flæskesvær. Blot med den lille vigtige forskel, at hvalspækket på ingen måde bliver stegt og spist knasende sprødt. Nej, det bliver spist, som det er – råt og friskt fra havet – og selvom jeg normalt ynder at smage på lokale delikatesser, må jeg indrømme, at jeg bliver lidt smånervøs, da ekspedienten resolut hiver kniven frem og skærer nogle skiver mattak af til mig og et par andre ”albatrosser”, som er med på denne lille formiddagsgåtur op til brættet. Men vi tager udfordringen op, smager på spækket – og jo, det smager faktisk rigtig fint. Helt anderledes mildt end forventet – nærmest nøddeagtigt.

Et par kvinder står og holder øje med os, mens vi tygger os igennem mattak’en og smiler anerkendende, da vi giver udtryk for, at vi synes om smagen. ”Det er godt på rugbrød,” siger den ene. ”Og med salt på,” supplerer ekspedienten. Det må jeg så prøve, hvis chancen byder sig…

Så vender vi kajakken
Fra mattak til kajak. Rejselederne har arrangeret surprise, så inden frokost er der ”kajak-show” i vandet lige ud for vores skib.

I 20 minutter laver vores lokale kajakroer den ene rulning (en såkaldt grønlændervending) efter den anden. I et lynhurtigt tempo ruller han 360 grader rundt – ned i vandet og op igen, og leverer et hav af kunstfærdige varianter af rulningerne, som med garanti aldrig er set i nogen dansk kajakklub.

Selvom det i dag er for underholdningens skyld, så er der en høj grad af alvor bag disse imponerende kajakfærdigheder. At mestre disse rulninger er intet mindre end en livsnødvendighed her i det arktiske klima. Skulle kajakken kæntre, handler det kun om én ting: hurtigst muligt at komme op af vandet igen. Motorbåde har i dag for længst overtaget rollen som sælfangerens vigtigste arbejdsredskab, men kajakker er stadig en vigtig del af den grønlandske kultur, og der bliver værnet om at videreføre og vedligeholde de tekniske færdigheder.

Eftermiddag:
Slædehundenes gøen og glammen
I det fjerne høres slædehundenes ulveagtige og vedvarende glammen. Sammen med rejselederne er en stor del af gruppen taget på en lille vandretur ud til Sallinguit, også kendt som ”Teleøen”, der ligger cirka 40 minutters gang fra Sisimiut. Den vedvarende hunde-glammen kommer ikke inde fra byen – men ude fra vandet. Her om sommeren er slædehundene af naturlige grunde arbejdsløse. Og ejerne sender dem derfor på ”sommerferie” på nogle små

klippeøer tæt ved land. Der bliver bragt foder og vand, men ud over at æde og drikke laver hundene ikke andet end at fordrive tiden og vente på at sneen og vinteren igen sætter ind, så de kan kaste sig over det, de er allerbedst til: nemlig at trække slæderne.

Undervejs passerer vi et par af hundeøerne. Også i går i Kangerlussuaq så – og lugtede! – vi de lokale slædehunde. Særligt de små hvalpe er bedårende og ligner små bløde, uldtotter, man i den grad har lyst til at tage op og nusse, men reglen er enkel: man klapper ikke en slædehund. Ikke med mindre man kender hunden og dermed ved, at det er sikkert. Slædehundene har ulve-aner – er arbejdsdyr og ikke skødehunde – og skulle en af hundene bide det velmenende menneske, der klapper den, skal ejeren skyde hunden. Og mister dermed vigtig vinter-arbejdskraft.

Sisimut hører til i den sydligste zone i Grønland, hvor man benytter slædehunde.

Kl. 16
Afsejling – og så op langs kysten

Vi er nu klar til at sige farvel til Sisimiut og sejle videre op langs kysten. Der bliver vinket ivrigt fra kajen. Er der mon nogen af de lokale, som kan genkende skibet? Ocean Nova, som vi sejler med, har jo tidligere sejlet som passagerskib her langs den grønlandske vestkyst - dengang da skibet hed Sarpik Ittuk.

I dag er det eneste passagerskib på Grønlands vestkyst Sarfaq Ittuk (Ocean Novas søsterskib). Og ellers hedder det indenrigsfly, hvis du skal rundt i landet. For der er ikke noget vejnet her, som forbinder byerne og nord, syd, øst og vest. Havet har traditionelt altid været Grønlands motorvej – og det ses her i havnen i Sisimiut, hvor bådene ligger tæt side om side – og alt er repræsenteret: lige fra den lille motorbåd til Royal Greenlands store rejetrawler.

Vi er nu klar til at begive os videre ud af den grønlandske motorvej – i morgen er vi fremme ved Quqertarsuaq (=Den Store Ø), på dansk kaldet Disokoøen, som ligger i Diskobugten.

Dag 2. Morgentågen letter

Skibets tågehorn er på hårdt arbejde. Klokken fire her til morgen lyder gentagne, ihærdige trut – og det forsætter igennem de meget tidlige morgentimer. Må lige have tjek på vejsituationen. Op med rullegardinet og ganske rigtigt: Skibet er nærmest pakket ind i tåge – såkaldt ”ærtesuppe” på sejlersprog. Et par timer senere – da vi nærmer os ”stå-op-tid” – er tågen stadig markant, men med solens varme og lys på lur bag det tågedisen. Solen er viljestærk på disse kanter – og er som regel den, der vinder vejrkampen. Og vi er heldige – således også i dag. Efterhånden som vi nærmer os Sisimiut – Grønlands andenstørste by og første stop på vores vestkyst-krydstogt med Ocean Nova – bryder solen igennem.

Lyset er smukt og intenst, og scenen er sat til en helt fantastisk indsejling til Sisimiut, hvor vi ankommer lidt i 8 lokal tid. Sisimiut ligger i en lille bugt, og efterhånden som vi nærmer os havnen åbenbarer byen sig, hvor det ene farvestrålende træhus efter det andet lyser smukt op i det rå klippelandskab. Mon ikke de fleste om bord har gåsehud og bare en lille tåre i øjnene? Det er ganske enkelt fantastisk smukt!

Rejseleder Jonatan: morgenhilsen fra broen

Inden længe står den på vandretur op i fjeldet. Vender tilbage med flere Sisimiut-oplevelser senere.

Lidt fakta om Sisimiut
Sisimiut har 5.500 indbyggere, og der har eksisteret bosted her i 4.500 år. Royal Greenland har til huse i byen med verdens mest moderne rejefabrik.

Dag 1. Moskusokser og lyden af stilhed

10.000-12.000 moskusokser. Og blot 550 mennesker. Det er indbyggertallet her i bygden. Vi er ankommet til Grønland og befinder os i Kangerlussuaq, Grønlands uofficielle ”moskusokse-hovedstad” allerinderst inde i den 185 kilometer dybe Søndre Strømfjord på Grønlands vestkyst. Det første møde med dette tykpelsede, respektindgydende dyr – der kun lever i arktiske områder – bliver for mit vedkommende dog ikke ude i fjeldet, men på det lille torv i byen. En lokal jæger har haft held med sig, og her ligger fangsten så på et stykke plastik på en palle – parteret i store stykker og til salg. Ved siden af ligger meget passende det lille, lokale pizzeria netop med speciale i pizza med moskusokse. Italien møder Grønland – det skal absolut prøves, når vi vender tilbage til Kangerlussuaq!

Vi i Albatros-gruppen er også på moskusokse-jagt – ikke for at nedlægge, men blot for at spotte.
Og guiderne ved, hvor de skal tage os hen: op på toppen af et af fjeldene lidt uden for bygden. Her ligger en saltsø, som moskusokserne ynder at komme til for at få deres saltbehov dækket.

I horisonten skimter man indlandsisen, der fortsætter km2 efter km2 videre ind og op i landet. Det er stort det her – på alle mulige måder! Og så stille der er heroppe! Ikke en lyd er der at høre. Og pludselig er de der – moskusokserne. Nogen mener, det måske bare er nogle store sten, men med en kikkert bliver det slået fast, at den er god nok – det ér moskusokser.

Oprindeligt levede der slet ikke moskusokser her på den grønlandske vestkyst, men sidst i 1950’erne blev der taget et lokalt initiativ til at hente nogle moskusokser over fra østkysten. Midt i 60’erne hentede man så 27 dyr. Og forholdene her viste sig at være yderst gunstige for dyrene, ikke mindst fordi der er masser af føde og ingen ulve, så bestanden er mangedoblet i løbet af de små 50 år, der gået siden dyre-importen. Med den nuværende bestand på cirka

12.000 dyr må der formodes at være mere end rigeligt til at holde Kangerlussuaq forsynet med moskusokse-pizzafyld og andre – mere traditionelle, grønlandske – moskusokseretter i lang tid fremover.

Efter mødet med moskusokserne vender vi tilbage mod byen og sætter kursen mod den lille havn lidt uden for byen. Vores skib Ocean Nova ligger for anker ude i fjorden og vi sejler ud i zodiacs. Fart på – nu begynder eventyret for alvor. Sejladsen ud af fjorden og op langs kysten tager sin start. Mere om det i morgen!