Vi kaster anker i Kangerlussuaq
Det er tidlig morgen. I løbet af natten er vi sejlet igennem Kangerlussuaq, Søndre Strømfjord, og er nu tilbage, hvor vi startede for en uge siden: Cirka 12 kilometer fra fjordens udspring. Dette er så langt ind i fjorden, som skibet kan komme. Hver sommer fosser der store mængder smeltevand fra indlandsisen ned i fjorden – og hiver sand og silt med sig, som aflejrer sig i fjordbunden. En proces, der har stået på i 10.000 år.
Vi kaster anker – og sætter dermed punktum for selve krydstogtsdelen af rejsen. Men inden vi sætter os på Air Greenland-flyet hjem mod København i aften, skal vi på ekspedition til indlandsisen.
Info om Kangerlussuaq
Kangerlussuaq har cirka 550 indbyggere og er en atypisk grønlandsk by i mere end én forstand. Byen ligger inde i landet, ved fjordens udspring, mens de grønlandske byer / bygder ellers ligger ved kysten med direkte adgang til landets største arbejdsplads: havet!
Kangerlussuaq blev anlagt af amerikanerne i 1941 som base for det amerikanske luftvåben, og stadig i dag er Kangerlussuaq først og fremmest en lufthavnsby. Amerikanerne har dog været ude af billedet siden 1992, og i stedet er byen i dag et af Grønlands vigtigste knudepunkter for civil flytrafik. Men Kangerlussuaq bærer på mange måder stadig præg af sin fortid som base med militærbygninger, sendemaster med mere i selve byen og det omkringliggende landskab.
Det er tidlig morgen. I løbet af natten er vi sejlet igennem Kangerlussuaq, Søndre Strømfjord, og er nu tilbage, hvor vi startede for en uge siden: Cirka 12 kilometer fra fjordens udspring. Dette er så langt ind i fjorden, som skibet kan komme. Hver sommer fosser der store mængder smeltevand fra indlandsisen ned i fjorden – og hiver sand og silt med sig, som aflejrer sig i fjordbunden. En proces, der har stået på i 10.000 år.
Vi kaster anker – og sætter dermed punktum for selve krydstogtsdelen af rejsen. Men inden vi sætter os på Air Greenland-flyet hjem mod København i aften, skal vi på ekspedition til indlandsisen.
Info om Kangerlussuaq
Kangerlussuaq har cirka 550 indbyggere og er en atypisk grønlandsk by i mere end én forstand. Byen ligger inde i landet, ved fjordens udspring, mens de grønlandske byer / bygder ellers ligger ved kysten med direkte adgang til landets største arbejdsplads: havet!
Kangerlussuaq blev anlagt af amerikanerne i 1941 som base for det amerikanske luftvåben, og stadig i dag er Kangerlussuaq først og fremmest en lufthavnsby. Amerikanerne har dog været ude af billedet siden 1992, og i stedet er byen i dag et af Grønlands vigtigste knudepunkter for civil flytrafik. Men Kangerlussuaq bærer på mange måder stadig præg af sin fortid som base med militærbygninger, sendemaster med mere i selve byen og det omkringliggende landskab.
Morgen
Klar til afmønstring
Morgenmadsbuffet, madpakke-smøring, farvel til besætningen på skibet – og så ellers med zodiacs ind til land. Jeg er på ”eftermiddags-udflugtsholdet” og har derfor pitstop i 
Kangerlussuaq om formiddagen, hvor vi har hyggebase i Polar Lodge. Der er linet op med kaffe og småkager ad libitum. Og så er der sørme Wi-Fi, så jeg ender med at bruge formiddagen indenfor i cyberspace og på bloggen – i stedet for udenfor i naturen. Alt imens en del andre Albatrosser gør det eneste rigtige: Går lidt på opdagelse i byen. Besøger det lille bymuseum og nyder en moskusokse-pizza. Efter sigende har den tyrkiske pizzamand kun en uge tilbage af sit grønlandske pizzaeventyr. Om der står en anden klar til at tage over ved pizzaovnen i Kangerlussuaq, melder historien ikke noget om.
Kangerlussuaq om formiddagen, hvor vi har hyggebase i Polar Lodge. Der er linet op med kaffe og småkager ad libitum. Og så er der sørme Wi-Fi, så jeg ender med at bruge formiddagen indenfor i cyberspace og på bloggen – i stedet for udenfor i naturen. Alt imens en del andre Albatrosser gør det eneste rigtige: Går lidt på opdagelse i byen. Besøger det lille bymuseum og nyder en moskusokse-pizza. Efter sigende har den tyrkiske pizzamand kun en uge tilbage af sit grønlandske pizzaeventyr. Om der står en anden klar til at tage over ved pizzaovnen i Kangerlussuaq, melder historien ikke noget om. Eftermiddag
Det tusindårige isrige: besøg på indlandsisen
Der står hun. Anne, vores guide – og chauffør – ind til indlandsisen. Spores der lidt skeptiske blikke rundt omkring – særligt hos mændene? Hun ser jo ikke så gammel ud. Kan hun virkelig klare at køre bus? Og så tilmed de specialbyggede busser, der skal til for at kunne forcere vejstrækningen ud til indlandsisen? Det kan hun, skulle jeg så hilse og sige! Og det til UG i et landskab, som absolut må være lettere at tilbagelægge til fods end i et køretøj, for vejen ud til indlandsisen er noget af det meste bumpede grusvej, jeg nogensinde har oplevet. Bussen er til gengæld også noget af det mest affjedrede, jeg nogensinde har kørt i.
Så vi hopper og danser på os igennem turen – permafrosten gør vejanlæg her til en helt særlig udfordring.
Men i det mindste eksisterer denne vej – for veje ind til indlandsisen hænger absolut ikke på træerne i Grønland. Dette er mig bekendt den eneste! Amerikanerne tog de første mange spadestik til vejen, og senere blev den udvidet med over 100 kilometer ind over indlandsisen af Volkswagen, som i en årrække testkørte deres biler her fra indlandsisens såkaldte punkt 660. I dag er testkørslen flyttet til Lapland. Den smeltende indlandsis har nemlig betydet, at det ikke længere er muligt at køre direkte fra vejen ind på indlandsisen.
Det ser vi ved selvsyn, da vi efter polarørken, fjelde, masser af Kangerlussuaqs karakteristiske saltsøer, moskusokser og rensdyr er fremme ved indlandsisen. Eller det vil sige: Så tæt på isen, vi kan komme. Det sidste, lille stykke vej skal nemlig tages på gåben. Indlandsisen har gennem de sidste 7-8 år trukket sig rigtig mange meter tilbage her ved punkt 660 og har i processen blottet en fascinerende rodebutik af et morænelandskab, som mest af alt ligner en kæmpe grusgrav. Bakker. Sten. Sand. Og jord. Og ret fremme – som et stort, nopret bagtæppe til morænelandskabet – ligger så den famøse indlandsis.
Det tusindårige isrige: besøg på indlandsisen
Der står hun. Anne, vores guide – og chauffør – ind til indlandsisen. Spores der lidt skeptiske blikke rundt omkring – særligt hos mændene? Hun ser jo ikke så gammel ud. Kan hun virkelig klare at køre bus? Og så tilmed de specialbyggede busser, der skal til for at kunne forcere vejstrækningen ud til indlandsisen? Det kan hun, skulle jeg så hilse og sige! Og det til UG i et landskab, som absolut må være lettere at tilbagelægge til fods end i et køretøj, for vejen ud til indlandsisen er noget af det meste bumpede grusvej, jeg nogensinde har oplevet. Bussen er til gengæld også noget af det mest affjedrede, jeg nogensinde har kørt i.
Så vi hopper og danser på os igennem turen – permafrosten gør vejanlæg her til en helt særlig udfordring.Men i det mindste eksisterer denne vej – for veje ind til indlandsisen hænger absolut ikke på træerne i Grønland. Dette er mig bekendt den eneste! Amerikanerne tog de første mange spadestik til vejen, og senere blev den udvidet med over 100 kilometer ind over indlandsisen af Volkswagen, som i en årrække testkørte deres biler her fra indlandsisens såkaldte punkt 660. I dag er testkørslen flyttet til Lapland. Den smeltende indlandsis har nemlig betydet, at det ikke længere er muligt at køre direkte fra vejen ind på indlandsisen.
Det ser vi ved selvsyn, da vi efter polarørken, fjelde, masser af Kangerlussuaqs karakteristiske saltsøer, moskusokser og rensdyr er fremme ved indlandsisen. Eller det vil sige: Så tæt på isen, vi kan komme. Det sidste, lille stykke vej skal nemlig tages på gåben. Indlandsisen har gennem de sidste 7-8 år trukket sig rigtig mange meter tilbage her ved punkt 660 og har i processen blottet en fascinerende rodebutik af et morænelandskab, som mest af alt ligner en kæmpe grusgrav. Bakker. Sten. Sand. Og jord. Og ret fremme – som et stort, nopret bagtæppe til morænelandskabet – ligger så den famøse indlandsis.
Jeg føler mig nærmest helt andægtig, da jeg forsigtigt træder ud på isen. Det er stort at være her. Tanken om dimensionerne af dette kæmpemæssige grønlandske isskjold, der fortsætter i det uendelige mod øst, nord og syd føles fuldstændig uvirkeligt.På en solskinsdag som i dag tager isen sig jo ganske tilforladelig ud – gad vide, hvordan her er om vinteren?
Aften
Moskus og ørred på grillen
Vi har bumpet os vej tilbage til Polar Lodge, hvor de er klar med grønlandsk barbecue. Der er fjeldørred og moskusbøffer på grillen. Og rødvin, øl – eller vand – til at skylle det ned med. Vi bliver bænket i et stort pavillontelt og nyder det sidste, grønlandske måltid – i hvert fald for denne gang. Har de sidste par dage gået og drømt om at komme herop til vinter for at få prøve hele vinterpakken med hundeslæde, nordlys, is og sne i store mængder. Vi får se…
Kl. 20:25
Vi letter…
Vi har bumpet os vej tilbage til Polar Lodge, hvor de er klar med grønlandsk barbecue. Der er fjeldørred og moskusbøffer på grillen. Og rødvin, øl – eller vand – til at skylle det ned med. Vi bliver bænket i et stort pavillontelt og nyder det sidste, grønlandske måltid – i hvert fald for denne gang. Har de sidste par dage gået og drømt om at komme herop til vinter for at få prøve hele vinterpakken med hundeslæde, nordlys, is og sne i store mængder. Vi får se…
Kl. 20:25
Vi letter…
Ingen kommentarer:
Send en kommentar