Dag 2 – del 2. Hvalspæk, grønlændervendinger og slædehunde

Formiddag:
En tur på brættet – rensdyrkød og hvalspæk

”Vi har et sortiment på 83 forskellige slags kød og fisk,” fortæller den travle ekspedient på ”brættet”, det lokale marked, hvor fangere, fiskere og jægere sælger dagens fangst og bytte. Jagtsæsonen for rensdyr er – ligesom for moskusokse – netop gået ind her den 1. august, og der lader til at være rift om det delikate rensdyrkød. En lokal kvinde køber en kæmpe rensdyrkølle, der ser ud til at have kød nok til langt mere end én gang aftensmad for familien. 500 kr. bliver det. Kiloprisen er 80 kr. Uden for sæsonen kan kødet fås på frost til billigere priser, fortæller ekspedienten, men de friske varer er i høj kurs.

Midt i lokalet er der et par kasser med hvalspæk – mattak – den grønlandske variant af flæskesvær. Blot med den lille vigtige forskel, at hvalspækket på ingen måde bliver stegt og spist knasende sprødt. Nej, det bliver spist, som det er – råt og friskt fra havet – og selvom jeg normalt ynder at smage på lokale delikatesser, må jeg indrømme, at jeg bliver lidt smånervøs, da ekspedienten resolut hiver kniven frem og skærer nogle skiver mattak af til mig og et par andre ”albatrosser”, som er med på denne lille formiddagsgåtur op til brættet. Men vi tager udfordringen op, smager på spækket – og jo, det smager faktisk rigtig fint. Helt anderledes mildt end forventet – nærmest nøddeagtigt.

Et par kvinder står og holder øje med os, mens vi tygger os igennem mattak’en og smiler anerkendende, da vi giver udtryk for, at vi synes om smagen. ”Det er godt på rugbrød,” siger den ene. ”Og med salt på,” supplerer ekspedienten. Det må jeg så prøve, hvis chancen byder sig…

Så vender vi kajakken
Fra mattak til kajak. Rejselederne har arrangeret surprise, så inden frokost er der ”kajak-show” i vandet lige ud for vores skib.

I 20 minutter laver vores lokale kajakroer den ene rulning (en såkaldt grønlændervending) efter den anden. I et lynhurtigt tempo ruller han 360 grader rundt – ned i vandet og op igen, og leverer et hav af kunstfærdige varianter af rulningerne, som med garanti aldrig er set i nogen dansk kajakklub.

Selvom det i dag er for underholdningens skyld, så er der en høj grad af alvor bag disse imponerende kajakfærdigheder. At mestre disse rulninger er intet mindre end en livsnødvendighed her i det arktiske klima. Skulle kajakken kæntre, handler det kun om én ting: hurtigst muligt at komme op af vandet igen. Motorbåde har i dag for længst overtaget rollen som sælfangerens vigtigste arbejdsredskab, men kajakker er stadig en vigtig del af den grønlandske kultur, og der bliver værnet om at videreføre og vedligeholde de tekniske færdigheder.

Eftermiddag:
Slædehundenes gøen og glammen
I det fjerne høres slædehundenes ulveagtige og vedvarende glammen. Sammen med rejselederne er en stor del af gruppen taget på en lille vandretur ud til Sallinguit, også kendt som ”Teleøen”, der ligger cirka 40 minutters gang fra Sisimiut. Den vedvarende hunde-glammen kommer ikke inde fra byen – men ude fra vandet. Her om sommeren er slædehundene af naturlige grunde arbejdsløse. Og ejerne sender dem derfor på ”sommerferie” på nogle små

klippeøer tæt ved land. Der bliver bragt foder og vand, men ud over at æde og drikke laver hundene ikke andet end at fordrive tiden og vente på at sneen og vinteren igen sætter ind, så de kan kaste sig over det, de er allerbedst til: nemlig at trække slæderne.

Undervejs passerer vi et par af hundeøerne. Også i går i Kangerlussuaq så – og lugtede! – vi de lokale slædehunde. Særligt de små hvalpe er bedårende og ligner små bløde, uldtotter, man i den grad har lyst til at tage op og nusse, men reglen er enkel: man klapper ikke en slædehund. Ikke med mindre man kender hunden og dermed ved, at det er sikkert. Slædehundene har ulve-aner – er arbejdsdyr og ikke skødehunde – og skulle en af hundene bide det velmenende menneske, der klapper den, skal ejeren skyde hunden. Og mister dermed vigtig vinter-arbejdskraft.

Sisimut hører til i den sydligste zone i Grønland, hvor man benytter slædehunde.

Kl. 16
Afsejling – og så op langs kysten

Vi er nu klar til at sige farvel til Sisimiut og sejle videre op langs kysten. Der bliver vinket ivrigt fra kajen. Er der mon nogen af de lokale, som kan genkende skibet? Ocean Nova, som vi sejler med, har jo tidligere sejlet som passagerskib her langs den grønlandske vestkyst - dengang da skibet hed Sarpik Ittuk.

I dag er det eneste passagerskib på Grønlands vestkyst Sarfaq Ittuk (Ocean Novas søsterskib). Og ellers hedder det indenrigsfly, hvis du skal rundt i landet. For der er ikke noget vejnet her, som forbinder byerne og nord, syd, øst og vest. Havet har traditionelt altid været Grønlands motorvej – og det ses her i havnen i Sisimiut, hvor bådene ligger tæt side om side – og alt er repræsenteret: lige fra den lille motorbåd til Royal Greenlands store rejetrawler.

Vi er nu klar til at begive os videre ud af den grønlandske motorvej – i morgen er vi fremme ved Quqertarsuaq (=Den Store Ø), på dansk kaldet Disokoøen, som ligger i Diskobugten.